mandag 15. mars 2010

Kong Lindorm


Det var engang en konge, som havde en dejlig dronning. Den tid, de havde bryllup og gik i seng den første nat, stod der ingenting skrevet på deres seng. Men da de stod op om morgenen, så de til deres forfærdelse, at der stod skrevet på sengen, at de ikke skulle få nogen børn sammen.
Det blev kongen meget bedrøvet over, og dronningen endnu mere. Ofte gik hun for sig selv ud i skoven og var meget ked af det. Hun syntes, det var så tungt, at de ingen arving skulle få til deres rige.

En dag, da hun således gik i dybe tanker, mødte hun en gammel kælling, der spurgte, hvad det var, dronningen var så ked af.

Dronningen så op og sagde: »Det nytter ikke noget at sige dig det, for det er en ting, som du ikke kan hjælpe mig med.

»Å, hvad, sagde den gamle, »sig du det kun; det kunne da hænde, jeg fik held til at hjælpe dig!

»Ja, det var ikke for det,« sagde dronningen. Hun kunne da også godt sige det. Og så fortalte hun, hvad der stod skrevet på hendes seng efter bryllupsnatten, at de ingen børn skulle få. Det var det, hun var ked af.

Ja, det mente kællingen jo nok, hun kunne råde hende om, så hun kunne få børn. I aften, når solen gik ned, skulle hun tage et lille hankekar og sætte det med bunden i vejret i det nordvestre hjørne af haven. Og i morgen tidlig, når solen stod op, skulle hun se efter, hvad der var under det. Da ville der være to roser. en rød og en hvid. Tog hun den røde og spiste, ville det blive en dreng; men tog hun den hvide, ville det blive en pige. Men hun måtte ikke tage dem begge to.

Dronningen gik så hjem og gjorde, som den gamle havde sagt. Og om morgenen, da solen stod op, skyndte hun sig ned i haven og så under hankekarret. Der stod da de to roser, en rød og en hvid. Det lyste så kønt af dem, og det duftede så godt af dem. Men hvilken skulle hun nu spise? Tog hun den røde, og det blev en dreng, kunne han komme i krigen og blive slået ihjel, og så havde hun alligevel ingen børn. Derfor ville hun hellere spise den hvide. Så blev det en pige, og hun kunne blive hjemme hos dem og siden blive gift og få et andet kongerige.

Derfor spiste hun den hvide rose. Men da den smagte så dejligt, kunne hun ikke lade være med også at spise den røde. For hun tænkte ved sig selv, at skulle hun nu få tvillinger, gik det vel heller ikke værre.

Nu traf det sig, at kongen skulle i krig. Og det var hun jo ulykkelig over. Men kort tid efter mærkede hun, at hun var frugtsommelig, og det skyndte hun sig at skrive til kongen, som blev meget glad.

Da nu tidens fylde kom, fødte hun en lindorm. Så snart han var født, forsvandt han i lyngrisene i bunden af alkovesengen, og ingen så, hvor han blev af.

Senere på dagen fødte dronningen en dreng, og så blev der ikke talt mere om lindormen. Da kongen kom hjem fra krigen, var han meget glad for prinsen, der var født ham, og alt var lykke og glæde, indtil den dag kom, da prinsen var blevet så stor, at han skulle giftes. Der blev spændt seks heste for en kongelig vogn, og så drog prinsen ud for at finde en prinsesse, der var fin nok til ham.

Men ved den første korsvej, vognen kom til, var vejen spærret, for der lå en mægtig lindorm midt på vejen med opspilet gab, og den råbte: »Giv mig en brud, før du får en!« Og så måtte den kongelige vogn jo vende om og forsøge at komme frem ad en anden vej.

Men aldrig så snart var de kommet til en ny korsvej, så lå lindormen også dér, og den sagde: »Giv mig en brud, før du får en!«

Nu var der ikke andet at gøre: prinsen måtte vende hjem til slottet igen uden at kunne komme til fremmede riger og søge sig en prinsesse. Og hans moder dronningen måtte bekende, hvorledes hun havde spist både den hvide og den røde rose og havde født en lindorm til verden.

Og så måtte kongen se at skaffe lindormen en brud, før der kunne blive tale om, at hans yngre broder kunne gifte sig.

Kongen skrev så til et fremmed land om en brud til sin søn, og der kom en dejlig prinsesse. Hun syntes jo nok, det var underligt, at hun ikke kunne få den at se, hun skulle giftes med, før de kom ind i salen, hvor de skulle vies. Da kom lindormen og stod ved siden af hende. Bryllupsdagen fik ende, og om aftenen blev de ført til brudekammeret. Men da man næste morgen så ind i kammeret, var der helt blodigt, og lindormen lå der alene, for han havde splittet hende ad.

Så gik der nogen tid, og prinsen ville igen ud at søge sig en brud. Han kørte af sted i en kongelig vogn med seks heste for. Men da de kom til den første korsvej, lå lindormen der igen med opspilet gab og sagde: »Giv mig en brud, før du får en ! Vognen måtte atter ende om, og de var lige vidt.

Kongen skrev så til mange kongeriger, om der var nogen prinsesse, som ville have kongens søn.

På ny kom der en prinsesse, denne gang endnu mere langvejs fra end deri første. Hun fik heller ikke sin brudgom at se, for hun kom ind i den sal, hvor de skulle vies. Og da var det lindormen, der stod ved hendes side. Om aftenen blev de ført til brudekammeret begge to, en om morgenen var kun lindormen der, og kammeret var helt blodigt.

Da prinsen tredie gang drog ud, kom han heller ikke denne gang længere end til den første korsvej. Igen lå lindormen der med opspilet gab og forlangte en brud. På ny måtte prinsen vende om og sige til kongen, at han måtte sørge for en brud til hans ældre broder. »Ja, nu ved jeg snart ikke en udvej mere, sagde kongen. »To mægtige konger har jeg gjort mig uvenner med, da deres døtre kom her som brud. Hvorfra skal jeg dog skaffe den tredie?. Og kongen var meget bedrøvet.

Ude i skoven lå et lille hus. Der boede kongens fårehyrde, som var en gammel mand og havde en eneste datter. Ham gik kongen ud til og sagde: »Hør, min gode mand, du får lade mig få din datter til min søn !'

»Å nej, sagde den gamle, »det kan jeg da ikke gøre. For det første har jeg kun det ene barn til at forsørge mig i min alderdom, og for det andet synes jeg, det er synd for hende. For når han ikke ville skåne så dejlige prinsesser, sà skåner han heller ikke hende!«

Men der var ingen vej udenom. Kongen ville have det, og den gamle måtte finde sig i det. Han går så ind og fortæller sin datter det.

Hun blev meget ked af, at hun skulle gives til lindormen, og i dybe tanker gik hun ud i skoven for at plukke vilde bær og æbler. Der mødte hun en gammel kælling, som også var i skoven for at plukke vilde bær og æbler. Hun var i rødt skørt og blå trøje. »Hvad er det, du er så ked af? spurgte hun.

»Ja, jeg kan nok have grund til at være ked af det, sagde hun. »Men det nytter ikke at sige dig det, for det er en ting, som du ikke kan hjælpe mig med.

»Å, hvad, sagde den gamle, »sig du det kun. Det kunne da hænde, jeg kunne hjælpe dig!«

»Ja, det er sådan, at jeg skal giftes med kongens søn, og han er en lindorm. Han har splittet to prinsesser ad, og nu ved jeg, han også vil splitte mig ad.

»Å, det er der vel råd for, hvis du ellers vil gøre, som jeg siger!« sagde den gamle.

Jo, det ville hun da.

»Når du nu skal til at stå for præsten med ham, og du ved, du skal ind i kammeret med ham, så skal du have ti særke på; og har du ikke så mange, må du låne dem. Når I så skal ind i kammeret, skal du forlange en balje lud og en balje sødmælk og så mange ris, som en karl kan bære i favnen. Og det skal du sætte ind i kammeret. Så snart I er kommet ind, byder han dig at skyde din særk af. Men så skal du byde ham at skyde hammen af. Sådan bliver han ved at sige til dig og du til ham, indtil han er kommet al de ni hamme og du af de ni særke. Så har han ikke flere hamme, men du har stadig en særk på. Så skal du tage fat om ham. Nu er han ikke andet end en blodig kødklump. Og du skal dyppe risene i lud og piske ham, så længe du synes, han kan hænge sammen. Bagefter skal du vaske ham i sødmælken, svøbe ham i de ni særke og lægge ham i dine arme. Men når I har lagt jer, skal du sørge for at falde i søvn, selv om det er aldrig så lidt.

Hun takkede den gamle, men sagde, at hun var bange alligevel. For det var slemt at skulle have med et så grusomt dyr at gøre.

Så kom bryllupsdagen, og de kom fra slottet og hentede hende og skulle pynte hende til brud. Hun bad, at de ville skaffe hende ti hvide særke, som aldrig havde været brugt før. Derefter kom hun ind i salen, og lindormen kom skridende og stod ved siden af, og så blev de viet.

Men da det blev aften, og de skulle ind i kammeret, forlangte hun en balje lud og en balje sødmælk og så mange ris, som en karl kunne bære i favnen. Det syntes folkene på slottet var noget bondetossesludder og sære indbildninger: men kongen sagde, at hun skulle have, hvad hun forlangte.

Da de så var fulgt til brudekammeret, og døren var lukket, sagde han til hende: »Skøn jomfru, skyd en særk ! «

»Kong Lindorm, skyd en ham!« sagde hun.

»Det har ingen budt mig før,« sagde han.

»Nej, men det byder jeg dig nu.«

Dermed begyndte lindormen at vånde og klage sig, og den vred og skød sin ormekrop, indtil der lå en lang ormeham på gulvet.

»Skøn jomfru, skyd en særk!« sagde han igen.

»Kong Lindorm, skyd en ham!« sagde hun.

»Det har ingen budt mig!« sagde han.

»Nej, men det byder jeg dig nu.«


Således blev de ved, til han var kommet af med de ni hamme og hun med de ni særke. Men da var lindormen ikke andet end en stor klump kød, der lå på gulvet og knap kunne røre sig, og blodet løb af ham. Da fattede hun mod, greb risene og dyppede dem i lud og piskede ham så kraftigt. hun kunne, til der kun var stumper tilbage af risene. Derefter vaskede hun ham i sødmælken, svøbte ham i de ni særke og slæbte ham hen i sengen, hvor hun lagde ham i sine arme. Det varede længe, før hun kunne sove. Men til sidst faldt hun da i søvn.

Næste morgen tidligt kiggede kongen ind gennem nøglehullet for at se, hvad der var blevet af pigen. Ind turde han ikke gå. Men da han ikke kunne se blodspor, lindede han på døren og kiggede gennem sprækken. Og dér lå pigen i sengen, sund og hel, og ved siden af hende lå den dejligste kongesøn. Og hun sagde: »Kom kun ind! Det står godt til.«

Kongen kom ind og blev så glad. Han hentede dronningen og alle de andre, og der blev sådan en lykønskning over den brudeseng, at der aldrig havde været noget lignende. Så kom de op og hen i et andet kammer for at blive klædt på, for det kammer så jo ikke så godt ud. Og der blev holdt bryllup på ny med glæde og fornøjelse, og kongen og dronningen holdt så meget af hende, og de vidste ikke alt det gode, de skulle gøre hende, fordi hun havde frelst ham.


***

Eventyret fant jeg her.  Jeg har aldri lest det før, men googlet meg frem til det fordi noen har søkt på 'lindorm' og 'prins' her i bloggen.  Siden det er et fascinerende eventyr, legger jeg det gladelig inn i min favorittsamling!  Asbjørnsen og Moes 'Lurvehette' har forresten det fatale løftebruddet (grådigheten på blomstene) og forvandlingen  felles med dette.  

Noen har analysert eventyret.  Jeg har foreløpig ikke lest analysen, men regner med at den ikke inneholder noe utålelig, så jeg linker den inn.




***

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar